Hent Tonsser appen

Hold styr på dine stats, udfordr dine holdkammerater og bliv opdaget!

Efter møder med verdens største fodboldklubber: Nu åbner Tonsser for klubber

På godt to år har det danske startup Tonsser opnået status som Europas førende app for aspirerende fodboldspillere, og nu åbner Tonsser også op for, at klubber kan få gavn af platformen og dens data.

13. Sep 2017

Møder og viden fra klubber som Manchester United, Arsenal, Chelsea, Borussia Dortmund og Ajax har lagt fundamentet for, at Tonsser nu åbner sin platform for de første klubber.

Med 400.000 fodboldspillere, primært i alderen 11-19 år, har den danske virksomhed Tonsser skabt et socialt netværk og univers, hvor aspirerende fodboldspillere kan bygge sin fodboldidentitet, holde styr på stats, forberede sig på modstandere og måske blive den næste til at blive opdaget. I foråret lancerede Tonsser et samarbejde med Nike, som sammen med Unisport, blev de første brands til at få sin egen kanal med træningsvideoer, øvelser, tips og tricks til at inspirere og hjælpe unge spillere med at udvikle sig via det sociale medie – og nu er tiden kommet til at byde klubber velkommen.

Vil undgå at talenter falder igennem systemet

I første omgang tilbyder Tonsser klubber to ting. Den ene er adgang til Tonsser Academy, som er et statistisk overblik over alle spillere i egen klub, der er på Tonsser. Her vil trænere og andre relevante personer i klubben altid have data-indsigt i klubbens ungdomsspillere og deres præstationer og dermed udrydde, at trænere selv skal registrere data i regneark og notesblokke.

– Langt de fleste klubber kæmper med ressourcerne. Derfor er det en fornøjelse, at Tonsser har fundet en model, hvor trænere og klub, uanset niveau og størrelse, får statistik leveret uden at røre en finger og dermed kan bidrage til, at klubberne kan spare tid, have overblik og træffe bedre beslutninger ved hjælp af data, forklarer CEO hos Tonsser, Peter Holm.  

Blandt de første 13 klubber i Danmark på Tonsser er HB Køge, som på trods af tilværelse i første division er blandt landets absolut bedste, når det kommer til udvikling af talenter og integrering på førsteholdet.

– Tonsser er for os en fantastisk samarbejdspartner, der er med til at inspirere og udvikle unge spillere, præcis som vi selv driver HB Køge som fodboldklub. Tonsser skaber mulighed for at drømme, og drømme kommer til virkelighed gennem træning og hårdt arbejde. Tonsser gør fodbolden målbart for spillere helt ud til de ydre lokalområder, det sikrer ikke bare os, men hele Fodbolddanmark at ingen talenter går til spilde, fortæller Per Rud, Direktør, om hvorfor de nu er på Tonsser.

Dertil vil Tonsser hjælpe klubber med at gøre sig attraktive overfor den næste generation af unge spillere med egen klubside på appen.

– I dagens fodbold er klubbens brand det vigtigste, når det kommer til at tiltrække spillere – både hvad angår værdier, måden man udvikler spillere på, om man giver unge chancen, hvordan man træner, klubbens ambitioner og så videre. Vi forbinder nu klubber og spillere – og giver begge et digitalt udstillingsvindue og mulighed for at mødes.

Bred vifte af klubber er nu på Tonsser

Muligheden for et klub-adgang er ikke forbeholdt eliten – tværtimod er det en ganske mangfoldig gruppe af klubber, der er blandt de første på appen. Udover HB Køge tælles også FC Midtjylland, Danmarksserie-klubben FA 2000 og Næstved IF, som er amatørafdelingen af 2. Divisionsklubben Næstved Boldklub, er nu tilstede på den danske platform, hvor data er i højsædet.

I Frederiksberg-klubben FA 2000 er de også glade for samarbejdet, men eftersom at klubben ikke er en professionel en af slagsen, er motivationen bag også ganske anderledes end i HB Køge.

– FA 2000 kan bruge Tonsser til at skabe et endnu bedre socialt samvær i vores klub på tværs af niveau, køn og alder. I FA 2000 udvikler vi fodboldspillere og mennesker, og med Tonsser vil det enkelte medlem i klubben få mange nye kammerater og dyste med dem i de forskellige fodbolddiscipliner, forklarer ungdomsformand i FA 2000 Carl Christian Lindgren.

På den jyske hede har specielt fokusset på ungdomsfodbolden og de bedste danske ungdomsrækker appelleret til Superliga-klubben FC Midtjylland, som er kendt for at være frontløber i dansk fodbolds talentudvikling.

– Tonsser er et meget vigtigt medie for talentudviklingen og U-ligaerne herhjemme, og det vil FC Midtjylland naturligvis gerne bakke op om. Tonsser følger såvel spillerne som ligaerne tæt, og udfaldet er en god dækning af ungdomsfodbolden, som er fordelagtigt for dansk fodbold, forklarer Akademichef Flemming Broe.

Tonsser er ligeledes ved at åbne for de første klubber i Frankrig, hvor 200.000 unge fodboldspillere bruger den danske app. Senere på året kommer turen til de andre nordiske lande og Tyskland.   

Skal du og din klub også på Tonsser? Ansøg om adgang her

Har du yderligere spørgsmål vedrørende klubsamarbejder på Tonsser. Kontakt Poul Carnes på 31651070