Hent Tonsser appen

Hold styr på dine stats, udfordr dine holdkammerater og bliv opdaget!

TEMA At være kendt i den nye klub – forventningerne, at blive accepteret og at bevise sig selv

Andreas Kaltoft skiftede fra B.93 til Brøndby IF, hvor gamle bekendtskaber ventede

12. Jul 2017

Foto: Brøndby IF

Af: Julie Vestphael & Alfred Winther Groth

Sidste sommer skiftede Andreas Kaltoft den ene ende af Storkøbenhavn ud med den anden. Den hvide B.93-trøje blev byttet ud med en gul og blå Brøndby-trøje. Østerbro Stadion blev til Brøndby Stadion. Foruden et skifte til en af de lokale rivaler, blev det også et skifte fra 2. Division til U19 Ligaen, hvor flere tidligere medspillere og modstandere fra såvel ungdomsfodbold og ungdomslandsholdet ventede.

Med iskoldt vand i blodet var Kaltoft klar på de nye udfordringer, og mente ikke, at det ville blive et problem nu at skulle spille sammen med tidligere modstandere:

– Selvfølgelig var det lidt sjovt, pludseligt at skulle spille sammen med nogle af dem, som man tidligere har spillet overfor, men det tror jeg bare, gjorde det nemmere at falde til, fordi jeg har haft et kendskab til de fleste af dem, og nogenlunde vidste hvordan de er som personer, fortæller Kaltoft

Tilpasning til nye sociale og fodboldfaglige rammer

Derfor var det nærmere en fordel end en ulempe at skifte til et hold og en klub, hvor flere af de nye holdkammerater kendte Kaltoft fra de 11 kampe for diverse ungdomslandshold samt fortiden i U19 Divisionen. Et forudindtaget kendskab var for Kaltoft med til at gøre transitionen og tilpasningen nemmere i de nye omgivelser og hverdagen i Brøndbys Masterclass:

– En af de positive ting ved at skifte til et hold, hvor jeg kendte nogle af spillerne på forhånd var blandt andet, at jeg kendte deres måde at spille på. Det gjorde det nemmere at falde ind i et spilsystem. Desuden kendte jeg også deres stærke og svage sider.

Derudover følte forsvarskrumtapen også, at han havde en fordel i forhold til at falde til og blive en del af det sociale fællesskab – også uden at skulle knokle ekstra hårdt for den sociale anerkendelse:

– For at blive accepteret af sine nye kammerater, handler det ikke kun om det fodboldmæssige, men også det sociale. Man skal selvfølgelig vise til træning, at man giver sig 110 %, og vise at man vil den nye klub. Men man skal også vise sine holdkammerater, at man er værdig til at være i den nye klub.

– Det er dog nemmere at falde til i omklædningsrummet, når man kender nogle af spillerne personligt fra landsholdet. Men også dem, som man har spillet mod, da man ud fra tidligere kampe kan få en idé om hvilke slags personer, de forskellige spillere er.

Fortiden bliver på banen

Når man har spillet med og mod hinanden af flere omgange, er sandsynligheden stor for, at gamle stridigheder eller problemer kan ligge og ulme. Det kan gøre den nye start svær, hvis holdkammeraterne allerede går ekstra hårdt til det nyeste skud på stammen, på grund af gamle kampe. Men Kaltoft understreger, at det for ham har været ekstrem vigtigt at fokusere på at ligge alt bag sig:

– Det kan ikke undgås at folk på forhånd har dannet sig det et billede af, hvem man er, baseret på tidligere kampe.

– Selvfølgelig har man før haft nogle hårde dueller med nogle af de nye holdkammerater, men hvad der sker på banen, bliver på banen.

Derimod forsøgte Kaltoft i så stor grad som muligt at gå ind til de nye forhold med samme indstilling til fodbolden som altid, og være tro mod sig selv, og så må eventuelle forudindtagede holdninger fordufte:

– Jeg var bare mig selv, som jeg altid er. Jeg tror på, at man ikke skal komme ind og være en anden person i håbet om, at folk så hurtigere vil acceptere en. Det gør de ikke. Man skal bare være sig selv og lære folk at kende, så lærer de også dig at kende. På den måde glemmes eventuelle fordomme, som de måske har haft om dig.

At stå ved sin egen personlighed var bestemt også, hvad Kaltoft gjorde da han skiftede fra Østerbro-klubben til Vestegnen. Med brystet forrest gjorde han alt, hvad han kunne, for at vise sig selv frem fra de bedste sider, og lade andre tænke sit.

Høje forventninger

Måske var det en nødvendighed for Kaltoft at tænke sit, og lade andre tænke deres. Med gode erfaringer fra ungdomslandsholdene og -rækkerne, så virker det ikke utænkeligt, at forventningerne har været høje, da han kom til Brøndby:

– Nogle har nok haft høje forventninger til mig, mens andre måske har følt at de ikke forstod hvordan jeg var kommet på holdet,

– Folk bedømmer en ud fra tidligere oplevelser og kampe. Derfor kan de måske have haft et dårligt indtryk af mig, inden jeg ankom, og dermed ikke haft nogle gode forventninger til mig, mens andre har en anden opfattelse.Det er meget forskelligt fra person til person, men jeg tror overordnet set, at de fleste havde høje forventninger i og med, at jeg var på landsholdet.

Som han allerede har understreget, så har det hele tiden været vigtigt for midterforsvaren at fokuserer på sit eget spil, og ikke lade sig slå ud – heller ikke af de høje forventninger:

– Jeg prøvede ikke at tænke for meget over, hvad andre folk havde af forventninger til mig. Derimod tænkte jeg mere på, hvad jeg forventede af mig selv i forhold til min udvikling, kampene og så videre.

– Hvis man tænker for meget over, hvad de andre forventer af en, så mister man fokus, og føler nemt, at man har noget, som skal bevises. Så begynder man også at ændre på sig selv og ens spil for at leve op til andres forventninger. Det synes jeg ikke, at man skal

Det er da også det bedste råd, som Andreas Kaltoft vil give til andre, der – som han selv gjorde – skifter til en klub, hvor man i forvejen er kendt:

– Vis folk at du er her af en årsag, giv den en skalle til træning hver dag, og bevis du hører til der. Lad alt blive på banen, og husk, at det er dit spil, der har bragt dig til hvor du er nu slutter Andreas Kaltoft af, hvis kontrakt med Brøndby IF udløb ved udgangen af juni måned.