Hent Tonsser appen

Hold styr på dine stats, udfordr dine holdkammerater og bliv opdaget!

TEMA Ny spiller i omklædningsrummet – testosteron, grænser og respekt

Drengestreger, sjov og ballade kan være dagligdag i et omklædningsrum fyldt med drenge og testosteron, men der er grænser, og de skal respekteres - også når en ny spiller indtager lokalet.

11. Jul 2017

Foto: Privat

I sommeren 2016 skiftede Benjamin Zjajo de vante græsgange i Kolding ud med Randers.

Offensivspilleren havde vist stort potentiale med hans daværende holdkammerat Muamer Brajanac i barndomsklubben, men til en fælles prøvetræning i Brøndby formåede kun Brajanac at tilspille sig en kontrakt med vestegnsklubben.

I modsætning til Brøndby kunne Randers dog godt se potentiale hos den unge jyde, og de tilbød derfor en kontrakt til den unge spiller, som tilsluttede sig Superliga-klubben.

Zjajo blev taget godt imod, da han startede i klubben, og det har indlemmet ham hurtigt i truppen, hvor stemningen stadig er god.

– Jeg blev taget rigtigt godt imod. Jeg har været i andre af landets største klubber, og jeg er aldrig før blevet taget så godt imod.

– Stemningen i vores omklædningsrum er utrolig god. Alle snakker med hinanden, der bliver hørt musik og der er en fantastisk stemning. Vi har en virkelig god kemi.

Må acceptere lidt ild

Men på et hold i balance er der naturligvis en vis jargon, og det kan udfordre en nytilkommer, der skal integreres, men det er altså noget, man må tage med. Formår man at gøre det, vurderer Zjajo dog også, at man nemmere kommer ind på de nye holdkammerater.

– Selvom de andre har spillet sammen i længere tid, synes jeg ikke, at det gjorde det svært at komme ind på dem. De interne jokes skal man bare tage med et smil på læben.

Når omklædningsrummet bliver fyldt op med testosteron kan det dog indimellem gå over stregen. Flere gange har man hørt om, hvordan drengestreger eller anden sjov og ballade har ført til interne stridigheder i klubber, men selvom der bliver taget gas på hinanden i Randers’ omklædningsrum, så er det altid kun til en vis grænse, som alle er meget opmærksomme på.

– Vi laver selvfølgelig lidt sjov med hinanden, men det er i orden så længe der er ingen ejendele, der bliver ødelagt, ellers kan folk godt forstå humoren.  

– Det er selvfølgelig i orden, at lave sjov med hinanden, men der skal på samme tid være en form for respekt, og hvis man kan mærke på personen man laver sjov med, ikke synes det er sjovt længere, stopper man.

– Når man er et hold, kender man hinanden meget godt og kender hinandens grænser, så jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi alle kender hinandens personlige grænser.

Benjamin Zjajo har aldrig selv oplevet, at der er blevet gået over grænsen i omklædningsrummet, men antyder, at man som ny spiller ikke skal tage det for tungt, hvis der efter en træning bliver joket med én, da man hurtigere vil finde sin plads i truppen.