Disse spillere scorede flest mål i U19 Ligaen

2016/2017-sæsonen bød på masser af mål i U17- og U19 Ligaen, Tonsser bringer dig her et overblik over, hvem der blev topscorer

30. Jun 2017

Foto: AaB U 19 Liga, Facebook

 

 

  1.       Anders Dreyer, Esbjerg (21)
  2.       Troels Cilius Nielsen, Lyngby (17)
  3.       Jonas Wind, FC København (13)
  4.       Marco Harboe Ramkilde, AaB (13)
  5.       Sebastian Buch Jensen, FC Midtjylland (12)

 

I U19-Ligaen var konkurrencen ikke nær så tæt som i U17-Ligaen. Esbjergs unge Anders Dreyer bombede mål ind i Ligaen, og var al konkurrence overlegen. Selvfølgelig lige indtil han i april måned blev udtaget til klubbens Superliga-trup, hvorefter det blev til masser af spilletid og sågar et enkelt mål i landets bedste række. De 21 scoringer var også medvirkende til, at Esbjerg efter sæsonen blev kronet som mestrer af U19 Ligaen.

Den nærmeste konkurrent til topscorertitlen var Lyngbys Troels Cilius Nielsen. Nielsen fik også debut på klubbens bronzevindende seniorhold, da de mødte henholdsvis Frederiksværk og Kjellerup IF i DBU Pokalen. Men den primære spilletid var i U19 Ligaen, hvor han blev noteret for 17 scoringer, hvilket er voldsomme 44 procent af alle holdets scoringer, og dermed med afstand den relative topscorer i Ligaen.

De resterende placeringer på topscorerlisten blev et tæt løb, hvor kun tre fire scoringer adskiller FC Københavns Jonas Wind på tredjepladsen med Silkeborgs Magnus Elkjær Mattsson på tiendepladsen.

Yngste mand i top fem er Sebastian Buch Jensen, som med sine 18 år endnu har en sæson til gode i U19-Ligaen. Det gør bestemt ikke de 13 sæsonmål mindre imponerende, og han må regnes blandt næste sæsons bejlere til titlen.

Klubbernes topscorer

  1. Esbjerg: Anders Dreyer, 21 mål

I det vestjyske fik Anders Dreyer sin hidtil bedste sæson, da han med hele 21 mål bombede sig vejen frem til topscorertitlen og debut på klubbens Superliga-mandskab. Til trods for førsteholdets nedrykning til 1. Divisionen, så bliver Dreyer i klubben, da han i april måned underskrev en kontraktforlængelse, som binder ham i klubben til 2020.

 

  1. FC Midtjylland: Sebastian Buch Jensen, 12 mål

I FC Midtjylland havde man i den forgangne sæson et hav af forskellige målscorer. En hel startopstilling – hele 11 spillere – scorede således to mål eller flere. Af de mange målscorer stak 18-årige Sebastian Buch Jensen dog ud, som med sine 12 sæsonmål blev klubbens topscorer.

 

  1. FC København: Jonas Wind, 13 mål

Ved sidste års U17 EM blev Jonas Wind fremhævet af D’BOLD’s udsending som en af de spillere, man skulle holde ekstra øje med. Det prædikat har han i den grad levet op til. Sidste sæsons U17 Liga-topscorer cruiser direkte ind i U19 Ligaen med imponerende 13 sæsonscoringer. Læg dertil fire mål i UEFA Youth League, og man har en yderst imponerende sæson af den unge københavner.

 

  1. AaB: Marco Harboe Ramkilde, 13 mål

Efter han fik Superliga-debut i sidste sæsons 33. og afsluttende spillerunde, har Marco Harboe Ramkilde for alvor sparket sig vej til de nordjyske læber i denne sæson. 13 mål i U19 Ligaen og fire optrædener i landets bedste seniorrække er det blevet til. Til trods for at det var hans sidste sæson i U19 Ligaen, kommer AaB nok ikke til at mangle mål, da Wessam Abou Ali i sin første U19 Liga-sæson blev AaBs næstmest scorende spiller otte mål.

 

  1. FC Nordsjælland: Zackarias Fakour og Nikolai Baden Frederiksen, 7 mål

Svenske Zackarias Fakour var i denne sæson lånt fra den engelske storklub Manchester City, og det er en målfarlig angriber, som de engelske forsvarer skal forberede sig på. Sammen med kun 17-årige Nikolai Baden Frederiksen blev Fakour topscorer i FC Nordsjælland med syv scoringer. Fakour er på retur til England, men det bliver med garanti ikke det sidste, vi har set til Frederiksen i Danmark.

 

  1. OB: Mads Jørgensen, 7 mål

Da OB i juni måned deltog ved en international turnering i Holland viste Mads Jørgensen igen, hvor god en angriber han er. Med fem mål ud af ti i det hollandske beviste Jørgensen, at han også kan score mål uden for landets grænser. Indenfor landets grænerser er det tydeligt for enhver, at den unge fynbo ved hvor målet står, hvilket syv sæsonmål i U19 Ligaen også vidner om.

 

  1. Brøndby: Oliver Carrara, 9 mål

Sin sidste sæson som U19-spiller fik Oliver Carrara afsluttet med manér, da han med ni sæsonmål var en af de få højdepunkter i en ellers skuffende Brøndby-sæson. Mon ikke den unge Brøndby-angriber også er med på førsteholdets træningslejr, der drager til Østrig i starten af juli måned?

 

  1. Silkeborg: Anders Iversen, 11 mål

Til sommer er det tre år siden, at Anders Iversen kom til Silkeborg IF fra Holstebro B. Den nu blot 17-årige angriber har siden vist fremragende spil i den røde bluse. I denne sæson endte han på en sjetteplads på topscorerlisten i U19 Ligaen, da han med sine 11 scoringer viste sig frem på allerbedste vis.

 

  1. Randers Freja: Nicklas Antonsen, Marcus Mølvadgaard og Mileta Rajovic, 4 mål

Hele tre spillere deles i Randers Freja om titlen som intern topscorer. Mest markant er dog 17-årige Marcus Mølvadgaard, som i denne sæson for alvor brød igennem på klubbens førstehold og fik hele syv optrædener i Superligaen. Når ikke Mølvadgaard var med, havde han dog gode kolleger i blandt andet Nicklas Antonsen og Mileta Rajovic, som kunne score et mål eller to.

  1. Lyngby: Troels Cilius Nielsen, 17 mål

Målt på scoringer var Troels Cilius Nielsen sæsonens med afstand bedste angriber i Lyngby Boldklub. Med 17 scoringer i U19 Ligaen stod han for næsten halvdelen af holdets samlede antal scoringer. En lang række fremragende præstationer i foråret med hele 12 mål gør ham til Ligaens næstmest scorende spiller.

  1. Vejle: Jonas Andersen, 7 mål

Til trods for en sæson i Vejle, som lader meget tilbage at ønske, så er Jonas Andersen et fint lyspunkt. Syv sæsonmål blev det til, da den hurtige lyshårede angriber skulle gøre facit for sæsonen op. Det rakte slutteligt til en landsholdsdebut og debutscoring, da U18-Landsholdet tog imod Grækenland i starten af juni måned.

 

  1. AGF: Mathias Laursen, 8 mål

Med en pointhøst der blot rækkede til en sidsteplads, formåede Mathias Laursen alligevel at udmærke sig for en række flotte præstationer. Den 17-årige angriber formåede således at hamre otte mål ind i sæsonens løb. 

Er du...?

Hvad bruger vi denne information til?