Fra hyggebold til landsholdsbold på under et år

For et år siden spillede Jonas Andersen ikke engang elitefodbold. For lidt over en uge siden fik den unge offensivspiller fra Vejle debut på det danske U18-landshold. Tonsser har taget en snak med den kun 17-årige offensivspiller. 

20. Jun 2017

Foto: Privat

Jonas Andersen er på ingen tid gået fra at spille fodbold på hyggeplan til nu at spille landsholdsfodbold sammen med Danmarks største talenter.

Jonas Andersen skiftede til Vejle Boldklub i denne sæson. Det var dog ikke første gang, at han kom til traditionsklubben fra Trekantsområdet.

– Jeg spillede én sæson i Vejle som U15-spiller, men blev ikke udtaget til U16-truppen, så jeg skiftede tilbage til Vinding. Så man kan ikke sige, Vejle har været lang tid om at få øje på mig, jeg har simpelthen bare ikke haft niveauet, men det er så kommet efter min udvikling denne sæson.

Succesfuldt forår

Efter skiftet tilbage til Vejle gik Jonas Andersen ind på andetholdet i U19-regi. Dér leverede Jonas Andersen så gode præstationer, at han i foråret blev en profil på Vejles hold i U19 Ligaen.

I løbet af foråret blev det til syv mål for den 17-årige offensivspiller. Dermed blev han holdets topscorer i denne sæson af U19 Ligaen. Han er nu klar til at arbejde videre på succesen.

– Det hele er gået meget hurtigt. Jeg gik fra at spille med andetholdet i efteråret til at blive fast starter og topscorer for Vejle i U19 Ligaen, da sæsonen var slut. Men det er bestemt ikke kommet af sig selv. Jeg har arbejdet hårdt både i styrkelokalet og på banen for at komme hertil, og det hårde arbejde stopper bestemt ikke her.

LÆS OGSÅ: Nyt U16-landshold – se de udtagede spillere her

Jonas Andersens gode spil har smittet af på hans humør i klubben, hvor han nyder tilværelsen.

–  Jeg elsker at spille i Vejle. Sammenholdet i vores trup er virkelig noget, jeg sætter pris på. Det, at vi kan have det sjovt sammen i omklædningsrummet og samtidig være seriøse på træningsbanen, må siges at være en gave. Trænerteamet er også en stor del af min gode tilværelse i klubben. De har formået at få det bedste frem i mig i denne sæson og givet mig chancen på ligaholdet, da de følte, jeg var klar til det.

artiklen fortsætter under billedet…

Foto: Privat

Landsholdsdebut

Jonas Andersen fik for noget tid siden den fantastiske nyhed, at han var udtaget til U18-landsholdets to kampe mod Grækenland. I første kamp blev Jonas Andersen skiftet ind i det 76. minut, men hverken han eller holdkammeraterne kunne ændre på Grækenlands 1-0-sejr.

I den anden kamp, der blev spillet i Herfølge, slog Jonas Andersen til. Han blev skiftet ind i det 53. minut, og bare syv minutter senere scorede han. Danmark vandt kampen 5-2. Det nuværende U18-landshold, som Jonas Andersen er en del af, bliver efter sommeren til det nye U19-landshold.

– Det var noget helt specielt at få landsholdsdebut. Jeg har aldrig været omkring landsholdet før, så det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer. At jeg så oven i købet kommer på måltavlen, gør det bestemt ikke til en mindre fed oplevelse.

Næste sæson

I næste sæson bliver Jonas Andersen andenårs U19-spiller, og hvis han fortsætter sin gode form fra foråret, bliver han en af Vejles helt store profiler i næste sæson. Han skal dog kæmpe med sin medspiller Sebastian Bruhn om pladsen som forreste angriber. Jonas Andersen kan dog også både spille 10’er og kant.

Vejle ønsker uden tvivl at gøre det bedre i næste sæson, end tilfældet var i denne. Klubben endte på en skuffende næstsidsteplads med bare 15 point i 22 kampe. Jonas Andersen ved godt, at det skal forbedres.

– Jeg forventer, at vi især som hold præsterer bedre næste sæson. Vi skal være mere kyniske og give os 100 procent hver kamp. Personligt forventer jeg, at jeg kan fortsætte med at være kampafgørende som tidligere, og jeg har sat mig et mål om, at der minimum skal komme 10 ligascoringer fra min side næste sæson.

Jonas Andersen har udover Vejle Boldklub også spillet i Vinding SF og FC Fredericia.

Download Tonsser her og sammenlign dine statistikker med dine holdkammerater

 

Er du...?

Hvad bruger vi denne information til?