Magnus Kaastrup fjerdeyngste Superligadebutant: Sikker på jeg bliver en succes

AGF’s Magnus Kaastrup blev i fredags Superligaens fjerdeyngste debutant nogensinde. Samtidig var han AGF’s yngste debutant i Superligaen.

18. Jul 2017

Torsdag den 13. juli blev det offentliggjort, at AGF frem mod deres sæsonpremiere mod Horsens i den nye sæson af Superligaen, havde udtaget den blot 16-årige Magnus Kaastrup til deres kamptrup.

AGF har gennem sommerferien forstærket deres hold med flere nye spillere, men der var alligevel plads til den kommende U19-spiller, Magnus Kaastrup, på holdkortet.

Kaastrup har det seneste år trænet ekstra sammen de bedste på både AGF U17 og -U19 samt de yngste på Superligaholdet. Samtidig har han deltaget i flere reserveholdskampe siden november 2016, og så var han med Superligaholdet på deres træningslejr i vinterpausen. Han har altså stille og roligt arbejdet sig frem mod det øjeblik, som fredag aften ventede ham: En plads i AGF’s kamptrup i Superligaen.

– Jeg har været med til træning med førsteholdet mange gange i løbet af foråret samt i hele opstarten, så jeg synes, det er fedt at få lov til at snuse til Superligafodbold nu, siger den unge kantspiller.

Han fik dog ikke kun snuden indenfor. For med et kvarters spilletid igen erstattede han AGF-debutanten Jakob Ankersen på banen, og fik altså selv sin helt officielle debut for AGF’s førstehold. Oven i hatten er han klubbens yngste Superliga-debutant, og samtidig Superligaens fjerdeyngste debutant i turneringens historie. Her er han kun overgået af Kenneth Zohore, Mads Raben og Lucas Andersen.

– Jeg synes godt, at jeg kan følge med i boldomgangen og i tempoet, men det er en helt anden fysik i nærkampene, end jeg er vant til.

– At jeg er den yngste i AGF’s historie er rigtigt stort. Det er jeg stolt over. Selvfølgelig skal jeg vise mig frem til hver træning, uanset om det er med Superliga- eller U19-holdet. Jeg er dog også klar over at en tidlig debut ikke nødvendigvis er lig med langvarig succes. Men jeg er sikker på, at jeg bliver en succes. Jeg skal bare blive ved, lyder det entusiastisk fra det unge talent.

Den unge offensivspiller var efter kampen også ganske tilfreds med den indsats, som han leverede på banen i kampen, som AGF endte med at tabe 1-2, selvom han fik raget et gult kort til sig i kampens tillægstid.

– Jeg er tilfreds med min arbejdsindsats. Jeg ville dog gerne have afsluttet, da jeg fik en halv chance for det. Men jeg følte at Horsens-forsvareren blokerede for mit spark, og derfor forsøgte jeg at spille chancen større. Så offensivt ville jeg gerne have vist mere, men muligheden opstod ikke rigtigt. Det gule kort jeg fik, synes jeg var okay, for jeg blev nødt til at stoppe Horsens-angrebet, siger Kaastrup.

AGF’s næste udfordring venter fredag den 21. juli, hvor de på hjemmebane skal møde oprykkerne fra Hobro, som i deres første kamp mod FC Helsingør fik en sejr. Om trænerteamet vælger at udtage Kaastrup igen, er endnu uvist.

Er du...?

Hvad bruger vi denne information til?