OB U19-anfører skifter for at spille seniorfodbold

Mads Jørgensen fortsætter på sit andet år som U19-spiller ikke i OB, men tager i stedet til Marienlyst, hvor han skal spille 2. Division.

5. Jul 2017

Foto: Boldklubben Marienlyst, Facebook

I den forgangne sæson spillede 18-årige Mads Jørgensen U19-fodbold i OB, hvor han var anfører og styrede holdet fra den centrale midtbane. Fra den kommende sæson af, skifter han den blå-hvid stribede trøje ud, da han skal spille for Boldklubben Marienlyst i 2. Divisions pulje 2.

Nogle ville måske have spillet sine U19-år færdige, men Mads Jørgensen vil hellere ud og opleve den professionelle fodboldverden med det samme, nu hvor han har fået chancen, selvom han ikke tager sin OB-tid forgæves.

– Først og fremmest skal det siges, at min tid i OB har været en fantastisk tid. Jeg har nydt at være i klubben alle år, og der skal lyde en kæmpe tak til alle omkring vores hold. Men spilletid er rigtig vigtigt for mig, og det betyder meget for mig, at jeg kan komme ud at spille med voksne, så jeg går den rigtige vej og får noget erfaring til senere, siger Jørgensen.

Det var Boldklubben Marienlyst, som var initiativtager i denne transfer, og i første omgang var Mads Jørgensen ganske smigret over interessen fra 2. Divisionsklubben. Herefter havde han gennem en længere periode flere samtaler med trænerteamet, blandt andre cheftræner Carsten Hemmingsen, som til sidst fik overtalt den unge midtbanespiller til et skifte.

– Jeg har givet udtryk over for dem, at jeg ønsker at spille som central midtbanespiller, og det er også sådan, at de ser mig, så det tiltalte mig rigtig meget, siger den tidligere OB-spiller, der håber på at få en masse spilletid.


– Man kan selvfølgelig aldrig vide sig sikker på spilletid, men jeg er sikker på, at hvis jeg præsterer, som jeg ved at jeg kan, så skal jeg nok få den spilletid, jeg ønsker. Jeg glæder mig til at komme ud og få noget mere hår på brystet.

Midtbanespilleren ser nu frem til at komme på banen i sin nye trøje med nummer otte på ryggen, så han kan få skabt sig noget erfaring i den professionelle fodboldverden. Marienlyst virker dog ikke til at være endestationen for den unge spiller, der håber på noget større i fremtiden.

– Jeg glæder mig helt vildt til at tørne ud for Marienlyst, men jeg har også snakket med klubben om, at dette er et springbræt for mig til at komme videre på et højere niveau, så jeg forhåbentlig en dag kan leve af at spille fodbold.

Marienlyst har været yderligere på rov i OB, hvor de en dag før offentliggørelsen af Mads Jørgensen, havde præsenteret hans holdkammerat i OB U19, forsvarsspilleren Balder Adelgaard. Det har dog ikke den store betydning for Jørgensen.

– Det har ikke den store betydning for mig, at han også er i klubben, men jeg er selvfølgelig glad for, at have en derude, som jeg kender rigtig godt, forklarer den tidligere OB-anfører.

Marienlyst skal den 5. august spille deres første kamp i sæsonen mod Middelfart. Om det bliver med Mads Jørgensen på banen er endnu uvist.

Er du...?

Hvad bruger vi denne information til?