Hent Tonsser appen

Hold styr på dine stats, udfordr dine holdkammerater og bliv opdaget!

Dream Chasers – Jacob Bruun Larsen – Tæt på gennembruddet

Vi har mødt Tonsser Top Player Jacob Bruun Larsen fra Borussia Dortmund til en snak om livet som professionel fodboldspiller i Bundesligaen.

10. Oct 2017

Foto: Tonsser

Jacob Bruun Larsen er en dansk angriber født i 1998. Den danske U21-landsholdsspiller skiftede i 2015 de vante græsgange i Lyngby ud med en ny tilværelse i storklubben Borussia Dortmund, hvor han nu er blevet en del af klubbens førstehold.

Opvæksten

Den danske kantspiller spillede alle sine ungdomsår i Lyngby Boldklub, og her fik han en god fodboldopdragelse, indtil han som 16-årig skiftede de ydmyge rammer i den københavnske forstad ud med Den Gule Mur på Signal Iduna Park. Både klubben og spilleren selv var utroligt stolte af den unge spillers skifte til mægtige Dortmund. Trods sin unge alder havde Bruun Larsen altid spillet med holdkammerater, der var ældre end ham selv. Han var således en del af U19 Liga-holdet, da handlen faldt på plads i 2015.

Foto: Tonsser

Success

Allerede fra første fløjt i Tyskland viste den unge dansker præcis, hvorfor det var, at Dortmund havde investeret i netop ham. Med 11 mål og 13 assister i 32 kampe, gjorde Bruun Larsen sig gældende fra dag ét.

Den store success var nok til at Jacob Bruun Larsen var kommet på folks læber. I sommeren 2016 blev han udtaget til det danske U23-landshold, der deltog ved OL. Her spillede han over for stjerner som Neymar og Gabriel Jesus.

Nationalteam 🇩🇰⚽️⚽️🙈

Et opslag delt af Jacob Bruun Larsen (@jacobbruunlarsen) den

Det gav den hurtige angriber endnu mere blod på tanden, og den efterfølgende sæson udviklede angriberen sig til en regulær profil på klubbens bedste U19-mandskab. Bruun Larsen nettede således 20 mål i 17 kampe og blev Bundesliga-topscorer samtidigt med, at han også lagde op til yderligere 13 scoringer. Samtidigt fik han debut for klubbens førstehold i en pokalkamp, hvor en af danskerens afslutninger blev rettet i mål af en modstander. En oplevelse han aldrig glemmer:

– Mit vildeste øjeblik var da jeg fik debut i pokalen, hvor jeg scorede og de (fansene, red.) råbte mit navn tre gange. Jeg smilte, og jeg har også set det på video. Jeg kunne ikke lade være med at smile inde på banen. Det må klart være det største, jeg har prøvet hos Dortmund.

Derudover noterede han sig også for otte Uefa Youth League-kampe, men det eventyr sluttede tidligt, da tyskerne røg ud til FC Barcelona i 1/16-finalerne.

Foto: Tonsser

Skade og kontraktforlængelse

Grunden til at Jacob Bruun Larsen kun spillede 17 kampe for Dortmunds U19-mandskab, var at han blev skadet med to måneder tilbage af sæsonen. Et hårdt slag for profilen, som dog alligevel formåede at holde fast i topscorertitlen. Alligevel sidder man tilbage med en nysgerrig tanke om, hvor mange mål det mon kunne være blevet til, hvis han havde spillet sæsonens sidste ni kampe.

Skaden gav den unge dansker en svær tid, men heldigvis for angriberen, er han glad for udfordringer.

– Jeg havde aldrig prøvet at være skadet før, og det var svært at håndtere, men er det ikke udfordrende, udvikler du dig heller ikke, så jeg kan godt lide, når det er lidt svært. Det som gjorde det ekstra svært, da jeg var skadet var, at jeg var rigtig godt kørende individuelt, og vi skulle til at spille de afgørende kampe på U19. Det kørte heller ikke supergodt for førsteholdet, og jeg spillede min bedste sæson, så det var et lidt uheldigt tidspunkt.

Bruun Larsen havde dog overbevist klubben, og derfor var de ikke i tvivl om, at danskeren skulle have en fremtid i klubben. En uge efter skaden havde ramt Lyngby-knægten, underskrev han således under på en ny femårig kontrakt på sygesengen.

– Det var noget helt specielt at skrive under på kontrakten. De sidste to-og-et-halvt år havde jeg brugt på at arbejde for den her kontrakt. Det her tidspunkt og den her timing var selvfølgelig ikke helt, som jeg ville ønske det, men jeg er jo rigtig glad for den og rigtig stolt af mig selv.

Foto: Tonsser

Fremtiden

Efter at være blevet skaden kvit, er Jacob Bruun Larsen nu mere klar end nogensinde til at vise Fodboldtyskland, hvad han kan. Han er blevet rykket permanent op på klubbens førstehold, og spiller derfor nu til daglig med stjerner som Marco Reus og Pierre-Emerick Aubameyang. Endnu mere interessant er det, at der med salget af Ousmane Dembele til FC Barcelona nu bliver kortere vej til en plads i førsteholdets startopstilling – allerede i september 2017 fik Tonsser Top Playeren sågar Bundesliga-debut i en sejr mod Hamburg SV, så mon ikke snart, han figurerer oftere i startelleveren på Signal Iduna Park?

– Mit bedste råd er at, at man skal ville lære af sin træner, af store spillere, af ældre spillere og af erfarne spillere. Desuden skal man ville have viljen til at gå til træning hver dag, og efter træning tænke “jeg kunne ikke give den mere gas i dag. Jeg har gjort alt hvad jeg kunne for at lære noget”. Det er mit råd, og det skal man ikke bare gøre som 14-årig – det skal man lige så meget gøre som 30-årig.

Er du...?

Hvad bruger vi denne information til?