Hent Tonsser appen

Hold styr på dine stats, udfordr dine holdkammerater og bliv opdaget!

OB-keeper udpeger tre kommende profiler i U17 Ligaen

OB-keeper Andreas Søndergaard giver sit bud på tre spillere, der bliver profiler i den kommende sæson. 

7. Aug 2017

Foto: Privat

I februar måned skrev Andreas Søndergaard under på en kontrakt med OB, som løber indtil sommeren 2019. Den kun 16-årige målmand skal derfor i sæsonen 2017/2018 fortsat vogte buret for de blå- og hvidstribede fynboere i U17 Ligaen.

Som både målmand på både U16- og U17-landsholdet har han spillet med og mod en lang række gode spillere. Her giver han sit bud på, hvem man skal holde ekstra skarpt øje med i U17 Ligaen i denne sæson.

Mads Bidstrup, FC København

Foto: DBU

Alder: 16
Position: Midtbane
Landskampe: 10/1

Den 16-årige midtbanestrateg var senest afsted med U17-landsholdet til Internordisk Cup i Island, hvor han foruden en scoring i åbningskampen også var med fra start i finalen. Han er tidligere blevet nævnt som et anderledes bud på en kommende topscorer i U17 Ligaen på grund af sine offensive kvaliteter:

“Mads er en rigtig dygtig spiller, som er en god spilfordeler og en spiller, der er lidt af en allround-spiller. Han er meget dygtig, både når det gælder den defensive men også den offensive del. Han er en rigtig ledertype!”

Frederik Nørrestrand, Brøndby IF

Foto: DBU

Alder: 15
Position: Forsvar
Landskampe: 12/0

Allerede som 14-årig blev Frederik Nørrestrand præsenteret for Fodbolddanmark som et af landets største talenter. Det er allerede blevet til uofficiel førsteholdsdebut og fast spilletid på U17 Ligaholdet i sidste sæson. Han har allerede tolv ungdomslandskampe på CV’et, og bliver en spiller, man skal holde øje med i den kommende sæson:

“Han er rigtig dygtig defensivt med sit udgangspunkt som højreback, men i den grad også offensivt. Frederik er en rigtig ledertype, som tager meget ansvar på banen.”

Muamer Brajanac, Brøndby IF

Muamer Brajanac, Brøndby IF
Foto: Instagram

Alder: 16
Position: Angreb
Landskampe: 14/8

I maj 2016 skiftede Muamer Brajanac de vante rammer i Kolding IF ud med den københavnske vestegn og Brøndby IF. I hans første sæson blev det til syv scoringer, og med to mål til Internordiske Cup med U17-landsholdet som opvarmning, bliver den store frontløber en klar skikkelse i U17 Ligaen i denne sæson:

“Muamer er rigtig dygtig, fordi han er stor og stærk. Samtidig er han også god teknisk, og når han endelig får chancen, så sparker han den ind. Han er helt sikkert også en en af kandidaterne til årets topscorer i U17 Ligaen.”

Er du...?

Hvad bruger vi denne information til?